Blue Foundation er aktuel med deres tredie album, 'Life Of A Ghost'. Netop nu er bandet på en skandinavisk turné, som selvfølgelig også rammer København.
Det danske/engelske/japanske musikerkollektiv slog for alvor deres navn fast med deres andet album, 'Sweep of Days'. Deres elektronica, mixet med blandt andet trompet, samt Kirstine Stubbes svævende vokal faldt ikke bare i danskernes smag, men musikken, og især singlen 'End of the Day' gav også genlyd i udlandet.
Med vellykkede koncerter på både Roskilde Festival, store Vega, samt opvarmning til Faithless i K.B. Hallen, fik Blue Foundation også hurtigt ry som et meget velspillende liveband, og bandet har spillet for udsolgte huse lige siden.
Og nu er Blue Foundation klar med deres tredie album, 'Life Of A Ghost'. På det nye album har bandet udviklet lyden mere i retning af prog-rocken, og har hentet en del inspiration fra Mew. Så meget, at det visse steder er svært at høre forskel på de to bands. Men Blue Foundation har trods alt bevaret deres egen personlighed, og 'Life Of A Ghost' er et vellykket og vellydende album, der nok igen skal trække folk til fra nær og fjern, når bandet tager på første del af Life Of A Ghost turnéen.
Turnéen rammer Vega i København to gange i henholdsvis november og december.
: STRYKER STYLEE :